Archive for the press Category

XLR8R

| March 4th, 2010

bacon_cover

Meyer Bacon

Don’t confuse Danish electronic experimentalist Mikkel Meyer with German techno producer Michael Mayer. Whereas Kompakt artist Mayer makes taught and cohesive digital music, Denmark’s Meyer takes a scattershod approach to avant-bass tracks. On Bacon, spacious dubstep numbers like “Kotelet” seem on the verge of collapse, crackling with static, brittle rimshots, and unstable sub-bass notes. MCs Non from Shadowhuntaz and Tanzanians Lufu and Chidi Benz add random vocals to a few tunes, but instrumental works such as “Ostetaerte” are far more mysterious and potent. The highlight is also the finale: “Jordbærkage” veers smoothly into 2562’s dubtech territory. If you fancy a varied approach to electronics with an artful twist, then grab a slab of Bacon.

The Wire

| January 1st, 2010

TheWire010110

Subculture

| January 1st, 2010

subculture

De:bug

| December 12th, 2009

bacon_cover

De:bug

AUTOR: thaddi

 DATUM: 15.12.2009 | 14:00

Dunkel wie der Stromausfall in der urbanen Hölle, so klingt das neue Album von Mikkel Meyer, der mit einem einzigartigen Gespür HipHop, Dubstep, Techno und Elektronika vermischt. Non von den Shadowhuntaz hat ein Feature, genau wie Lufu und Chidi Benz aus Tansania. Und immer wieder wird man von der Intensität geradezu weggepustet. Die Dubs sind deep, alles ist ausgesprochen körnig und in dieser bröseligen Unsicherheit doch konkret genug, um mitgerissen zu werden. Eine musikalische Überraschung, weil es Lösungen aufzeigt für Probleme, die uns schon lange plagen. Und Spaß macht es obendrein.
http://www.statler-waldorf.dk

http://de-bug.de/reviews/39310.html

bacon_cover

Tre danske, elektroniske enere går til vaflerne med hver deres arsenal af tricks. På tværs af generationer og uddannelse og i vidt forskelligt humør

Af: Ralf Christensen
24. november 2009 | Historik

Lagt på information.dk 24. november 2009 kl. 19:45. Bragt i den trykte udgave 25. november 2009 på side 17 i 1. sektion. Senest opdateret 25. november 2009 kl. 11:50.

Dansk elektronisk musik er snart en gammel traver. Det er trods alt over et halvt århundrede siden, at Else Marie Pade og Jørgen Plaetner begyndte at nørkle med båndmaskiner og tonegeneratorer, ja, helt tilbage i 30’erne udgav fysikeren og opfinderen Christian A. Volf optagelser, der kan opfattes som elektronisk musik (selvom de var rettet mod behandling af bl.a. ordblinde).

Den nyere danske elektroniske musik af den mere lytterorienterede slags – og dermed beslægtet med ovennævnte – fik for alvor vind i sejlene i 90’erne med navne som Thomas Knak/Opiate, Anders Remmer/Dub Tractor, Bjørn Svin og Goodiepal. Og de tilhører således i dag en allerede ældre generation.

Den nye generation? Tja, de er blevet født med adgang til potente computere, de har lyttet til andre plader, inklusiv deres nationale forfædre, og nogle har gået på eller går på den elektroniske musikuddannelse ved Det Jyske Musikkonservatorium i Århus. En ny uddannelse, som anerkender, at »computeren er lige så meget et musikinstrument som en cello eller en saxofon,« som konservatoriet selv har skrevet i en pressemeddelelse. Nye tider, folkens.

Helt op på institutionelt plan er den elektroniske musik altså blevet anerkendt, og en fighter som Else Marie Pade kan læne sig tilbage og glæde sig over en helt anderledes åbenhed over for det, som nogle i Pades tidlige år kaldte for »det rene pling«.

Men medvind er ikke det bedste kreative glidemiddel der findes, ja, det kan virke som det rene antistof.

Og det er da også svært at pege på f.eks. konservatorie-uddannelsens afgørende indvirkning på dansk elektronisk musiks kunstneriske niveau (det tekniske ufortalt).

Lyksalige kompositioner
Men Band Ane alias Ane Østergaard er en af eleverne på konservatoriet i Århus, og hun gør sig utrolig heldigt bemærket på sit nye, andet og dobbelte album, Anish Music Too & Free. En titel der spiller på, at de to skiver er den anden og tredje efter debuten Anish Music.

Albummet er skabt i ensomhed ude på landet uden for Århus i en lille rød træhytte, hvor den ud over musik også stod på hesteridning. Vi er altså så langt fra den futuristiske forestillingsverden, som Luigi Russolo tilbage i 1910’erne og langt senere Kraftwerk og endnu senere techno-pionererene i Detroit var høje på. Og der er da også noget langt mere romantisk, fredsommeligt og lyksaligt over Anish Music Too & Free.

De retro-klingende synthesizere og den til tider melankolske stemning vækker så til gengæld mindelser om Board of Canadas hjemsøgte, analogt anløbne verdener, mens naivismen, træblæserne og optimismen minder om den danske, ligeledes århusianske dekonstruktive legestue kaldet Jab Mica Och El. Og jeg kommer også til at tænke på Vangelis’ soundtrack til Blade Runner og Mouse On Mars’ strittende, elastiske poptronica fra 90’erne.

Band Ane er ikke revolutionær, men hun er en strålende komponist. Især den første skive (Too), der står i eremittens tegn, er et gennemkomponeret smukt værk, hvor frk. Østergaards tracks ligner mini-klassiske værker for mikrochip, menneske og andet habengut. For selvfølgelig er computer-komponeret musik ikke længere et hermetisk forseglet kosmos af syntetiske klange og glitches – her er den tværtimod et dyrskue af menneskestemmer i monolog og dialog, strengeinstrumenter, træ- og messingblæsere, samplinger af boblende vand, knagende træ.

Selvfølgelig kan det stadig være foregået i computeren, hvor alt kan simuleres, men dobbeltalbummet giver i hvert fald en fornemmelse af at være under påvirkning af en inklusiv mastermind væbnet med strittende ører, pivåben proces og uhøjtidelighed.

Den anden skive (Free) er lidt mere mørkladen og stampende og angiveligt et udtryk for, at omverdenen også valgte at træde ind i træhytten med fester, livshistorier, kaos. Og Free udbygger det komplekse indtryk af en dame, der er svær at sætte i bås og lystigt, tilsyneladende ubesværet bevæger sig gennem elektronikkens mageløse muligheder i både klangens og kompositionens tjeneste.

Ane Østergaard har taget sin bachelor og er stadig i gang med sin kandidat på Det Jyske Musikkonservatorium og frygten for, at en konservatorieuddannelse kan føre til esoterisk kompleksitet eller gold teknikalitet gøres fuldt til skamme. Anish Music Too & Free er et livsaligt værk, en varm ledsager gennem den kommende kolde tid, en sprækket eksistens bristefærdig med håndelag, filantropi, humor søsat i binær kode.

Global bacongryde
Mikkel Meyer har ingen universitetsgrad i knapkunst. Men det har nu ikke forhindret ham i at have lavet lydinstallationer til kunstmuseer og have arbejdet for både P1 og den anerkendte alternative radiostation Resonance FM i London.

I 2007 var han ligeledes albumaktuel med den rablende morsomme duo MikkeModulererMarius – i selskab med forfatteren Marius Nørup-Nielsen, og nu udkommer hans andet album under eget navn.

Bacon hedder det, og de ni track-titler er baseret på gammeldaws dansk køkken, fra før hvidløget blev konsensusmadkultur: »Dyreryg«, »Kotelet«, »Tatar« osv. Musikken smager nu ikke så meget af medister, men mere af global gryde: Et internationalt klingende blend af techno, UK garage, digital dub og dubstep, uden at der på noget tidspunkt går jambalaya i brugen af ingredienserne. Alt med måde og sikkert styret sans for råvarer og krydderier, selv når gæsterappere fra Tanzania og USA er på besøg.

Jeg er ikke vild med alle ægteskaberne mellem Meyer og de indforskrevne rappere, men med Chidi Benz fra Tanzania lyner helheden dog. Men Meyer fungerer faktisk bedre uden vokaler, hvor han får ro til at snitte i de seneste årtiers elektroniske udviklinger. Hør f.eks., hvordan han får dubsteppens skælvende bas til at lyde som en trussel på tracket med den usandsynlige titel »Ostetærte«. Eller hvordan hans brug af komprimering får vakuum til at flå lystigt i lytterens trommehinder på »Flødebudding«. Det er braindance for folk, der påskønner opdagelsesrejser i lytteposition.

Dryppende firserlængsel
Flere af de nyere elektroniske veteraner som Thomas Knak og Goodiepal har i længere tid afholdt sig fra at udgive elektronisk musik (i hvert fald i lettilgængelige formater), men hr. Anders Remmer holder et stabilt flow. Han er autodidakt elektronisk musiker (men cand.mag. i dansk) fra en tid, hvor konservatorierne stadig havde svært ved at acceptere rockmusikken. Han har været i vælten i over 20 år, bl.a. i shoegazerrockbandet How Do I, i den epokale elektroniske trio Future 3 og solo som Jet, og under sit mest vedholdende alias, Dub Tractor, som han også bruger til sit seneste album, Sorry – og til at dykke stadig længere ned i en 80’er-klingende, shoegazer-inspireret melankoli og erindring farvet af Slowdive og Cocteau Twins.

Sorry drypper af længsel i Remmers spinkle, behandlede sangstemme, i de reverb-gennemvædede guitarer, synthesizernes skyformationer, de sitrende loops, der tilsammen former et gyldent skybrud i slowmotion om lytteren. Sangtitler som »It All Went Wrong«, »That Won’t Heal By Itself« og »I Don’t Get It Anymore« vidner om den tyngde, der er i stemningerne og teksterne, men samtidig er Sorrys musik også fjerlet, drømmende, eskapistisk, enkelt melodisk. Shoegazer-glitch-pop.

Det er fermt udført, forførende og omsluttende, men Sorry føjer ikke afgørende til Remmers værk. Kompositionerne er ofte for tyndbenede inde bag alle de diskrete lagner af binær regn, og Remmer har selv dyrket denne form mere substantielt, især på perlen More Or Less Mono fra 2003.

»Kan vi påvirke hjernens kemi med ord,« bliver en ekspert spurgt på Band Anes dobbeltalbum Anish Music Too & Free. Han besvarer bekræftende:

»Vi ændrer hele tiden kemien i vores egen og hinandens hjerner.«

Disse tre udspil gør det på hver deres måde. Band Ane primært i lystens, Meyer mere i intellektets og Remmer i erindringens retning.
Band Ane: Anish Music Too & Free (Jenka Music/VME) Mikkel Meyer: Bacon (Statler & Waldorf) www.statler-waldorf.dk Dub Tractor: Sorry (City Centre Offices/Bonnier Amigo)