Archive for November, 2009

MikkelModulererMarius

| November 26th, 2009

Fester i Dansk-baren på KUA fra kl 16.00

bacon_cover

Tre danske, elektroniske enere går til vaflerne med hver deres arsenal af tricks. På tværs af generationer og uddannelse og i vidt forskelligt humør

Af: Ralf Christensen
24. november 2009 | Historik

Lagt på information.dk 24. november 2009 kl. 19:45. Bragt i den trykte udgave 25. november 2009 på side 17 i 1. sektion. Senest opdateret 25. november 2009 kl. 11:50.

Dansk elektronisk musik er snart en gammel traver. Det er trods alt over et halvt århundrede siden, at Else Marie Pade og Jørgen Plaetner begyndte at nørkle med båndmaskiner og tonegeneratorer, ja, helt tilbage i 30’erne udgav fysikeren og opfinderen Christian A. Volf optagelser, der kan opfattes som elektronisk musik (selvom de var rettet mod behandling af bl.a. ordblinde).

Den nyere danske elektroniske musik af den mere lytterorienterede slags – og dermed beslægtet med ovennævnte – fik for alvor vind i sejlene i 90’erne med navne som Thomas Knak/Opiate, Anders Remmer/Dub Tractor, Bjørn Svin og Goodiepal. Og de tilhører således i dag en allerede ældre generation.

Den nye generation? Tja, de er blevet født med adgang til potente computere, de har lyttet til andre plader, inklusiv deres nationale forfædre, og nogle har gået på eller går på den elektroniske musikuddannelse ved Det Jyske Musikkonservatorium i Århus. En ny uddannelse, som anerkender, at »computeren er lige så meget et musikinstrument som en cello eller en saxofon,« som konservatoriet selv har skrevet i en pressemeddelelse. Nye tider, folkens.

Helt op på institutionelt plan er den elektroniske musik altså blevet anerkendt, og en fighter som Else Marie Pade kan læne sig tilbage og glæde sig over en helt anderledes åbenhed over for det, som nogle i Pades tidlige år kaldte for »det rene pling«.

Men medvind er ikke det bedste kreative glidemiddel der findes, ja, det kan virke som det rene antistof.

Og det er da også svært at pege på f.eks. konservatorie-uddannelsens afgørende indvirkning på dansk elektronisk musiks kunstneriske niveau (det tekniske ufortalt).

Lyksalige kompositioner
Men Band Ane alias Ane Østergaard er en af eleverne på konservatoriet i Århus, og hun gør sig utrolig heldigt bemærket på sit nye, andet og dobbelte album, Anish Music Too & Free. En titel der spiller på, at de to skiver er den anden og tredje efter debuten Anish Music.

Albummet er skabt i ensomhed ude på landet uden for Århus i en lille rød træhytte, hvor den ud over musik også stod på hesteridning. Vi er altså så langt fra den futuristiske forestillingsverden, som Luigi Russolo tilbage i 1910’erne og langt senere Kraftwerk og endnu senere techno-pionererene i Detroit var høje på. Og der er da også noget langt mere romantisk, fredsommeligt og lyksaligt over Anish Music Too & Free.

De retro-klingende synthesizere og den til tider melankolske stemning vækker så til gengæld mindelser om Board of Canadas hjemsøgte, analogt anløbne verdener, mens naivismen, træblæserne og optimismen minder om den danske, ligeledes århusianske dekonstruktive legestue kaldet Jab Mica Och El. Og jeg kommer også til at tænke på Vangelis’ soundtrack til Blade Runner og Mouse On Mars’ strittende, elastiske poptronica fra 90’erne.

Band Ane er ikke revolutionær, men hun er en strålende komponist. Især den første skive (Too), der står i eremittens tegn, er et gennemkomponeret smukt værk, hvor frk. Østergaards tracks ligner mini-klassiske værker for mikrochip, menneske og andet habengut. For selvfølgelig er computer-komponeret musik ikke længere et hermetisk forseglet kosmos af syntetiske klange og glitches – her er den tværtimod et dyrskue af menneskestemmer i monolog og dialog, strengeinstrumenter, træ- og messingblæsere, samplinger af boblende vand, knagende træ.

Selvfølgelig kan det stadig være foregået i computeren, hvor alt kan simuleres, men dobbeltalbummet giver i hvert fald en fornemmelse af at være under påvirkning af en inklusiv mastermind væbnet med strittende ører, pivåben proces og uhøjtidelighed.

Den anden skive (Free) er lidt mere mørkladen og stampende og angiveligt et udtryk for, at omverdenen også valgte at træde ind i træhytten med fester, livshistorier, kaos. Og Free udbygger det komplekse indtryk af en dame, der er svær at sætte i bås og lystigt, tilsyneladende ubesværet bevæger sig gennem elektronikkens mageløse muligheder i både klangens og kompositionens tjeneste.

Ane Østergaard har taget sin bachelor og er stadig i gang med sin kandidat på Det Jyske Musikkonservatorium og frygten for, at en konservatorieuddannelse kan føre til esoterisk kompleksitet eller gold teknikalitet gøres fuldt til skamme. Anish Music Too & Free er et livsaligt værk, en varm ledsager gennem den kommende kolde tid, en sprækket eksistens bristefærdig med håndelag, filantropi, humor søsat i binær kode.

Global bacongryde
Mikkel Meyer har ingen universitetsgrad i knapkunst. Men det har nu ikke forhindret ham i at have lavet lydinstallationer til kunstmuseer og have arbejdet for både P1 og den anerkendte alternative radiostation Resonance FM i London.

I 2007 var han ligeledes albumaktuel med den rablende morsomme duo MikkeModulererMarius – i selskab med forfatteren Marius Nørup-Nielsen, og nu udkommer hans andet album under eget navn.

Bacon hedder det, og de ni track-titler er baseret på gammeldaws dansk køkken, fra før hvidløget blev konsensusmadkultur: »Dyreryg«, »Kotelet«, »Tatar« osv. Musikken smager nu ikke så meget af medister, men mere af global gryde: Et internationalt klingende blend af techno, UK garage, digital dub og dubstep, uden at der på noget tidspunkt går jambalaya i brugen af ingredienserne. Alt med måde og sikkert styret sans for råvarer og krydderier, selv når gæsterappere fra Tanzania og USA er på besøg.

Jeg er ikke vild med alle ægteskaberne mellem Meyer og de indforskrevne rappere, men med Chidi Benz fra Tanzania lyner helheden dog. Men Meyer fungerer faktisk bedre uden vokaler, hvor han får ro til at snitte i de seneste årtiers elektroniske udviklinger. Hør f.eks., hvordan han får dubsteppens skælvende bas til at lyde som en trussel på tracket med den usandsynlige titel »Ostetærte«. Eller hvordan hans brug af komprimering får vakuum til at flå lystigt i lytterens trommehinder på »Flødebudding«. Det er braindance for folk, der påskønner opdagelsesrejser i lytteposition.

Dryppende firserlængsel
Flere af de nyere elektroniske veteraner som Thomas Knak og Goodiepal har i længere tid afholdt sig fra at udgive elektronisk musik (i hvert fald i lettilgængelige formater), men hr. Anders Remmer holder et stabilt flow. Han er autodidakt elektronisk musiker (men cand.mag. i dansk) fra en tid, hvor konservatorierne stadig havde svært ved at acceptere rockmusikken. Han har været i vælten i over 20 år, bl.a. i shoegazerrockbandet How Do I, i den epokale elektroniske trio Future 3 og solo som Jet, og under sit mest vedholdende alias, Dub Tractor, som han også bruger til sit seneste album, Sorry – og til at dykke stadig længere ned i en 80’er-klingende, shoegazer-inspireret melankoli og erindring farvet af Slowdive og Cocteau Twins.

Sorry drypper af længsel i Remmers spinkle, behandlede sangstemme, i de reverb-gennemvædede guitarer, synthesizernes skyformationer, de sitrende loops, der tilsammen former et gyldent skybrud i slowmotion om lytteren. Sangtitler som »It All Went Wrong«, »That Won’t Heal By Itself« og »I Don’t Get It Anymore« vidner om den tyngde, der er i stemningerne og teksterne, men samtidig er Sorrys musik også fjerlet, drømmende, eskapistisk, enkelt melodisk. Shoegazer-glitch-pop.

Det er fermt udført, forførende og omsluttende, men Sorry føjer ikke afgørende til Remmers værk. Kompositionerne er ofte for tyndbenede inde bag alle de diskrete lagner af binær regn, og Remmer har selv dyrket denne form mere substantielt, især på perlen More Or Less Mono fra 2003.

»Kan vi påvirke hjernens kemi med ord,« bliver en ekspert spurgt på Band Anes dobbeltalbum Anish Music Too & Free. Han besvarer bekræftende:

»Vi ændrer hele tiden kemien i vores egen og hinandens hjerner.«

Disse tre udspil gør det på hver deres måde. Band Ane primært i lystens, Meyer mere i intellektets og Remmer i erindringens retning.
Band Ane: Anish Music Too & Free (Jenka Music/VME) Mikkel Meyer: Bacon (Statler & Waldorf) www.statler-waldorf.dk Dub Tractor: Sorry (City Centre Offices/Bonnier Amigo)

Undertoner

| November 16th, 2009

Mikkel Meyer: Bacon

Af Jakob Lisbjerg | 16.11.09 | 5 kommentarer
Mikkel Meyer: Bacon

Mikkel Meyer: Bacon (2009)
Statler & Waldorf
Musikalske slægtninge: Burial, Sub Version

Der er sket en del rent musikalsk, siden Mikkel Meyer debuterede med sine jazzede elektronica-landskaber på sine første ep-udgivelser. 2009 har allerede set en enkelt albumudgivelse, Ka’ du lege?, fra det ordspillende samarbejdsprojekt MikkelModulererMarius – og hans seneste udgivelse er endnu tungere, idet Mikkel Meyer giver sit bud på dubstep anno Danmark 2009.

Hverken albumtitlen Bacon eller de ni numres titler skal tages specielt alvorligt. Mikkel Meyer har tilsyneladende dykket dybt ned i mormors kogebog, hvor både cover og titler må være hentet fra. Der er dog ingen Dansk Folkeparti-madkultur over dette album, der nærmere dufter dejligt internationalt. Hvis Bacon overhovedet skal give højere mening, er den nationalistiske kritik måske gemt lidt for godt.

Albummet præges hele vejen igennem af kontante beats og numre, hvor forvredne baslinjer præger og styrer musikkens gang. Mikkel Meyer arbejder med konstruerede forløb, hvor fremdrift, beats og stemning er alt. Det fungerer ikke optimalt i åbneren “Tatar”, der – som andet end en forsmag på resten af albummet – er for uengagerende.

Andet nummer er dog helt anderledes friskt: “Tunge” er et af tre numre, hvor Mikkel Meyer får vokalhjælp fra gæstemusikere. Non fra Shadowhuntaz leverer en mørk og dyster vokal til et måske lige lovligt ensformigt nummer, der dog er godt mørkt og med en indvoldsvridende bas, der er herligt uforudsigelig, som en cd der hopper.

I “Dyreryg” sættes tempoet mere i vejret – bassen er stadig stram og vrissen, mens knitrende beats og metalliske undertoner fylder ud kun afbrudt af et mellemstykke med Burial’ske drømmeekkoer. Også “Kotelet” minder lidt som den britiske dubstep-konges album Untrue, selvom Mikkel Meyers musik er meget mere simpel og ikke så apokalyptisk – faktisk er Bacon, når tempoet er højt, ganske ustenet og festligt.

Albummets bedste nummer må være det dancehall-inspirerede “Kokostoca”, der har Chidi Benz fra Tanzania på vokal. Her kan man næsten tale om et regulært hit med både vers og fastsiddende omkvæd, der bringer minder om Missy Elliott og Timbalands “Get Yr Freak On” fra 2000. Ligheden er dog minimal og nummeret ganske originalt.

Albummet lukker med tre på stribe. “Ostetærte” glider mere af sted end mange andre numre på Bacon. Her er det ikke bassen, der fungerer som primære rytme, men et ‘insisterende som et godstog’-beat trækker læsset, mens bassen får lov til at holde frikvarter. I “Flødebudding” leger Meyer mere med en melodisk basgang, der med små beats og klap krydres til en legesyg blanding, som sætter skub i fødder og numse. Desserten bliver en “Jordbærkage”, der – trods herlige eksperimenter med bas – dub-tungt og en smule rodet afslutter nirettersmenuen.

Uden de tre gæstevokalister havde Bacon været en lidt ensformig affære med numre skåret over samme ‘jeg vrider din bas’-læst. De tre numre med vokal bryder albummet op og tilføjer en ny dimension, og Mikkel Meyers fascination af beats og bas skinner dermed knap så kraftigt igennem. Han viser på Bacon en frisk og legesyg tilgang til dubstep-genren – en tilgang, som ikke på nogen måde lugter af dansk gris, men mere af international pork.

Mikkel Meyer

| November 14th, 2009

Så er det tid til at feste på Bacon, der er på gaden d. 16 Nov.
B7
Stefansgade 7b
2200 Nørrebronx

Lineup:
DJ psimono
Nature Won
Mikkel Meyer
8exploratation
Actress (UK)

Video: Sune P

bacon_release

 

bacon_coverGaffa d. 14-11-2009

Anmeldt af: Jesper Buhl

Mikkel Meyer har en fortid i den jazzede ende af electronicaen, men nu har produceren kastet sig over dubstep, og det klæder ham faktisk at have mere kontante beats på menuen. Og en menu er det, hvor numre som det underholdende og hektisk dobbelttempo-dancehall-prægede Kokostosca, med den tanzanianske MC Chidi Benz, det groovy, basdrevne og rytmisk komplekse Flødebudding, det stemningsfuldt trioliserende Dyreryg og det på ingen måde sødmefulde Jordbærkage efterlader en god smag i munden, ikke på trods af, men netop fordi Mikkel Meyers beats er harske, fordi hans lydpalet er bittersyrlig, og fordi hans dundrende basgange masserer maveregionen udefra. Generelt er det stærke retter, Mikkel Meyer serverer, og det er kun den lidt uselvstændigt Burial-samplende Kotelet, der trækker en anelse ned. De internationale vokalister på de tre vokalnumre pynter derimod gevaldigt og formår på hver sin måde at føje nye dimensioner til musikken.