Undertoner

| November 16th, 2009

Mikkel Meyer: Bacon

Af Jakob Lisbjerg | 16.11.09 | 5 kommentarer
Mikkel Meyer: Bacon

Mikkel Meyer: Bacon (2009)
Statler & Waldorf
Musikalske slægtninge: Burial, Sub Version

Der er sket en del rent musikalsk, siden Mikkel Meyer debuterede med sine jazzede elektronica-landskaber på sine første ep-udgivelser. 2009 har allerede set en enkelt albumudgivelse, Ka’ du lege?, fra det ordspillende samarbejdsprojekt MikkelModulererMarius – og hans seneste udgivelse er endnu tungere, idet Mikkel Meyer giver sit bud på dubstep anno Danmark 2009.

Hverken albumtitlen Bacon eller de ni numres titler skal tages specielt alvorligt. Mikkel Meyer har tilsyneladende dykket dybt ned i mormors kogebog, hvor både cover og titler må være hentet fra. Der er dog ingen Dansk Folkeparti-madkultur over dette album, der nærmere dufter dejligt internationalt. Hvis Bacon overhovedet skal give højere mening, er den nationalistiske kritik måske gemt lidt for godt.

Albummet præges hele vejen igennem af kontante beats og numre, hvor forvredne baslinjer præger og styrer musikkens gang. Mikkel Meyer arbejder med konstruerede forløb, hvor fremdrift, beats og stemning er alt. Det fungerer ikke optimalt i åbneren “Tatar”, der – som andet end en forsmag på resten af albummet – er for uengagerende.

Andet nummer er dog helt anderledes friskt: “Tunge” er et af tre numre, hvor Mikkel Meyer får vokalhjælp fra gæstemusikere. Non fra Shadowhuntaz leverer en mørk og dyster vokal til et måske lige lovligt ensformigt nummer, der dog er godt mørkt og med en indvoldsvridende bas, der er herligt uforudsigelig, som en cd der hopper.

I “Dyreryg” sættes tempoet mere i vejret – bassen er stadig stram og vrissen, mens knitrende beats og metalliske undertoner fylder ud kun afbrudt af et mellemstykke med Burial’ske drømmeekkoer. Også “Kotelet” minder lidt som den britiske dubstep-konges album Untrue, selvom Mikkel Meyers musik er meget mere simpel og ikke så apokalyptisk – faktisk er Bacon, når tempoet er højt, ganske ustenet og festligt.

Albummets bedste nummer må være det dancehall-inspirerede “Kokostoca”, der har Chidi Benz fra Tanzania på vokal. Her kan man næsten tale om et regulært hit med både vers og fastsiddende omkvæd, der bringer minder om Missy Elliott og Timbalands “Get Yr Freak On” fra 2000. Ligheden er dog minimal og nummeret ganske originalt.

Albummet lukker med tre på stribe. “Ostetærte” glider mere af sted end mange andre numre på Bacon. Her er det ikke bassen, der fungerer som primære rytme, men et ‘insisterende som et godstog’-beat trækker læsset, mens bassen får lov til at holde frikvarter. I “Flødebudding” leger Meyer mere med en melodisk basgang, der med små beats og klap krydres til en legesyg blanding, som sætter skub i fødder og numse. Desserten bliver en “Jordbærkage”, der – trods herlige eksperimenter med bas – dub-tungt og en smule rodet afslutter nirettersmenuen.

Uden de tre gæstevokalister havde Bacon været en lidt ensformig affære med numre skåret over samme ‘jeg vrider din bas’-læst. De tre numre med vokal bryder albummet op og tilføjer en ny dimension, og Mikkel Meyers fascination af beats og bas skinner dermed knap så kraftigt igennem. Han viser på Bacon en frisk og legesyg tilgang til dubstep-genren – en tilgang, som ikke på nogen måde lugter af dansk gris, men mere af international pork.

Comments are closed.